Syddjurs El er gået konkurs, men kunderne skal ikke bekymre sig
Kilde: Adresseavisen
Følle El Service A/S og Almsten Sikring overtager hver sin del af virksomheden.
»Det er da noget rigtigt lort. Det lå ikke lige i kortene, at det var sådan her, jeg skulle afslutte mit firma, men nu er det jo sådan, det er« Sådan siger indehaver af Syddjurs El /Total Security Per Henrik Mou, som 7. december 2022 begærede sig konkurs efter at have drevet sin virksomhed siden 2001.
»Det er altid gået op og ned, men coronaen ramte virkelig hårdt, og det er coronalånene, der har nu har drænet det allersidste ud af min likviditet,« forklarer han.
Per Henrik Mous virksomhed har været delt op i to, hvor den ene del har taget sig af el-installationer i bred forstand, mens den anden del har tilbudt installation af alarmsystemer. Følle El Service A/S med Mads Frederiksen i spidsen overtager el-delen, mens Lars Almsten fra Almsten Sikring overtager alarmdelen.
Det kan måske undre, at en branche som denne mærkede nedgang på grund af corona, men både Mads Frederiksen og Lars Almsten oplevede det samme. »Telefonerne stoppede bare med at ringe fra den ene dag til den anden, og heldigvis havde jeg lidt likviditet at trække på, så jeg ikke blev nødt til at tage coronalånet,« fortæller Lars Almsten.
»De er helt tonedøve på Christiansborg, de ved ikke, hvad der foregår her ude i virkeligheden. Det er så forkert, at staten tager otte procent i rente, som ovenikøbet ikke er fradragsberettiget,« fastslår Per Henrik Mou og Mads.
Frederiksen stemmer i: »Ja, der er virkelig mange små- og mellemstore virksomheder, der er pressede lige nu, og jeg tror desværre, der kommer en bølge af konkurser efter nytår.«
Det skal nok gå
For Per Henrik Mou har det været vigtigt at afslutte på en ordentlig måde. »Jeg kunne have ladet det hele sejle, men da jeg så, hvilken vej det gik, lavede jeg en egenbegæring om konkurs og tog fat i Mads og Lars. Jeg har nogle kunder, som har tegnet abonnement på alarmservice, og det er vigtigt for mig, at jeg fortsat kan kigge dem i øjnene. Det kan jeg nu, hvor Lars har overtaget den del. Og så er det selvfølgelig også rart at vide, at min virksomhed drives videre af nogle, som kan deres kram.«
Han er 66 år og berettiget til folkepension om ni måneder. Det nye år kommer derfor til at byde på dagpenge og jobsøgning, men det tager han med ophøjet ro. »Det skal nok gå, men det ville være dejligt at komme ud og arbejde igen, inden pensionsalderen rammer.«
Lokalerne, som Syddjurs EL holder til i på havnen i Ebeltoft, overtager Mads Frederiksen lejemålet af, mens Lars Almsten overtager Per Henrik Mous svend Rezan Hasan, som tilbage i april blev udlært med to 12-taller og derfor modtog en medalje.
»Det er vigtigt for os at sige, at kunderne, hvis de da fortsat ønsker at bruge os, ikke skal være bekymrede. Vi beholder Pers telefonnumrer, så man kan altid få fat i os, også selv om Per ikke er her mere,« forklarer Lars Almsten. »Det kan da godt være, jeg lige smutter forbi og får en kop kaffe,« siger Per Henrik Mou med et grin, som tyder på, at han ikke er en slagen mand.
Hvad Almsten og Frederiksen har betalt for hver deres del af firmaet, vil de ikke oplyse.
I følge Danmarks Statistik gik 1,37 procent af alle virksomheder i bygge- og anlægsbranchen, en kategori, som elektrikere hører til i, konkurs i Midtjylland i 2020. I 2022 er tallet lige nu 2,37 procent.
Stigningen i antallet af konkurser i aktive virksomheder i 2022 er især trukket af udviklingen inden for byggeri, erhvervsservice, detailhandel og restauranter, oplyser Danmarks Statistik, hvor det også fremgår, at konkurser blandt de aktive virksomheder, der har fået momslån, udgjorde 43 procent af det faktiske antal konkurser i de aktive virksomheder i årets første 11 måneder.